Volvo Cars melder om en omsætning i første halvår 2019 på 92,4 milliarder danske kroner. Samme periode sidste år var tilsvarende tal 87,3 milliarder. Det er Volvo’s bedste salgsresultat nogensinde. Det fortæller selskabet i en pressemeddelelse.
I årets første seks måneder solgte Volvo 340.286 biler, en stigning på 7,3 procent sammenlignet med 2018 og over markedets vækst i perioden.
Virksomheden har erobret markedsandele i USA, Kina og Europa, hvor salget i Storbritannien og Tyskland steg med 30 respektive 32 procent. Totalmarkedet for biler i USA faldt med 2,0 procent i første halvår, mens Kina og Europa gik 9,3 respektive 3,1 procent tilbage i samme periode.
Håkan Samuelsson, administrerende direktør og koncernchef understreger, at virksomheden i perioden har prioriteret vækst og markedsandel for at drage fordel af den stigende interesse for Volvo’s varemærke, der er en følge af virksomhedens nye og prisbelønnede bilmodeller.
”I en tid, hvor bilsalget stagnerer på de fleste markeder, har vi i første halvår set en fortsat stærk vækst,” siger Håkan Samuelsson. ”Vi fortsætter med at erobre markedsandele i alle regioner, hvor vi er repræsenteret, men et stigende prispres og handelstold har reduceret vores driftsresultat. Tiltag, som vi har iværksat på omkostningssiden tidligere i år, slår igennem i årets andet halvår”.
Driftsresultatet for første halvår 2019 blev knap 4 milliarder danske kroner sammenlignet med godt 5,5 milliarder samme periode sidste år. I andet kvartal faldt driftsresultatet til godt 1,8 milliarder danske kroner, mens omsætningen steg til knap 48 milliarder danske kroner.
Omkostninger skal skæres
Overskudsgraden i første halvår faldt til 4,2 procent fra 6,4 procent, mens overskudsgraden i andet kvartal var 3,9 procent.
Udover de tiltag, som allerede er implementeret, har Volvo Cars nye tiltag i støbeskeen, der skal nedbringe virksomhedens omkostninger yderligere. Målet er at reducere de faste omkostninger med knap 1,5 milliarder danske kroner. Disse tiltag forventes at få effekt i løbet af andet halvår i år og første halvår næste år.
I andet halvår 2019 regner Volvo Cars med at se fortsat vækst i salg og omsætning drevet af stor efterspørgsel efter virksomhedens nye produkter og større produktionskapacitet.
Markedsvilkårene forventes at presse marginalerne, men kombinationen af større volumen kombineret med indsatsen for at begrænse omkostningerne forventes at resultere i større overskud i andet halvår 2019 end samme periode sidste år.